Forældresamarbejde.
I Børneoasen anser vi forældresamarbejdet som helt grundlæggende for at kunne støtte det enkelte barns trivsel, udvikling, dannelse og læring. Det er afgørende at samarbejdet er respektfuldt og vi sammen er nysgerrige på barnets samlede trivsel. I er som forældre primære personer i barnets liv og har derfor indgående viden om jeres barn. Personalet i Børneoasen har viden om jeres barn i institutions-konteksten. Begge dele er vigtige, og indgår derfor ligeværdigt i et samarbejde. Vi tager altid jeres henvendelser i form undring eller kritik alvorligt, og indgår om dette i dialog for at finde en fælles løsning. For os kommer barnets trivsel i første række.
For at sikre et godt og konstruktivt samarbejde forventer vi:
- At I deltager i møder som vedrører jeres barn
- At I kontakter personalet eller lederen hvis I har undringer eller spørgsmål.
Samtaler
Der er altid mulighed for en samtale når behovet opstår. Vi tager ikke en snak om børnene, når de er tilstede, da det kan skabe utryghed hos børnene. I hverdagen vægter vi den uformelle snak om dagligdagen, hvordan dagen er gået og det der lige optager os nu. Derudover tilbyder vi faste samtaler:
- Inden barnet starter i Børneoasen tager vi på hjemmebesøg. Her for vi afstemt forventninger til hinanden.
- Vi afholder dialoghjulsamtaler når barnet: – 9 til 14 mdr (opstart i vuggestue), 2,9-3 år (opstart i børnehave) samt 5 år (på vej i skole)
- Vi tilbyder en samtale når barnet er 4 år.
Indkøring
Børn er forskellige, og derfor vil indkøringer af børn i Børneoasen afhænge af det enkelte barn. Nogle børn er mere tilbageholdende og har brug for en tryg base ved mor eller far når de skal lære det nyt at kende, hvor andre børn hurtigt går i gang med at lege. Det er helt normalt, at børnene reagerer forskelligt. Vi har nedenunder listet nogle anbefalinger som vi sammen kan bruge som rettesnor:
- Jeres barn vil få en primær pædagog som I aftaler indkøring med.
- Lad indkøringen tage den tid, det tager, men afsæt typisk mindst 1 uge-14 dage hvor I som forældre er fleksible og barnet gradvist får længere og længere dage i Børneoasen.
- En bamse, sutteklud eller andet genkendeligt med hjemmefra kan give barnet tryghed i det nye.
- En kort, kærlig og tydelig afsked gør det nemmere for børn at komme videre efterfølgende.
- Øv jer hjemmefra. Det kan være en god idé at give dit barn erfaringer med at blive passet af fx bedsteforældre, inden det skal starte i Børneoasen. På den måde erfarer dit barn at du siger farvel og kommer igen. En god idé er også at lege “borte-borte-tit-tit” leg med jeres børn, så de oplever i er væk, men kommer tilbage.