Pædagogik
Børnesyn
I Børneoasen er alle mennesker værdifulde og ligeværdige, og hos os har det at være barn værdi i sig selv. Børns udvikling er afhængig af den kvalitet de møder i barn-voksen relationer, og vi støtter og opmuntrer barnet i sin udvikling, så de udvikler empati, rummelighed og tro på sig selv, herunder selvtillid og selvværd. Vi værdsætter mangfoldighed og ser det som en styrke. Vi arbejder ressourceorienteret og bestræber os på at have fokus på børns positive intentioner.
Leg og læring
Vi anskuer læring gennem en opmærksomhed på de processer som børn og voksne hele tiden befinder sig i. Læring er noget som hele tiden foregår i alle hverdagssituationer i Børneoasen. Børn lærer i situationer når behov, interesser og udfordringer står i forhold til barnets nærmeste udviklingszone. Som voksne skal vi være åbne for de muligheder der opstår i hverdagen og sammen skabe gode relationer som er sjove og motiverende for barnet. Vi ser legen som grundlaget for barnets udvikling, da det er igennem leg, at barnet begriber verden. Børns leg giver ikke altid mening for de voksne, men har altid et formål for børnene. Det er de voksnes opgave at sikre alle børns deltagelsesmuligheder og at legen foregår ligeværdigt. Vi skal hjælpe hvor det er nødvendigt og give inspiration til legen og legens udvikling. Børn øver deres kompetencer i samspil og relation med de andre børn. Derfor er legen en vigtig del af læringen. Vi skal som voksne skabe de rammer der giver mulighed for at alle børn lykkedes. Gode relationer til andre børn og voksne øger barnets evne til at lære nye ting og mulighed for at indgå i sociale fællesskabet.
Børnemiljø
For at skabe et godt børnemiljø har vi fokus på de fysiske, psykiske og æstetiske rammer i Børneoasen. Vi vægter trygge pædagogiske læringsmiljøer, da de er med til at fremme børns trivsel, sundhed, udvikling og læring. Vi arbejder med at skabe tydelige legezoner, som giver de bedste rammer for børns leg og mulighed for at lege rollelege, forhandlingslege, lege ud fra erfaringer fra dagligdagen, FX indkøb eller lægebesøg.
NEST inspireret
NEST er en pædagogik hvis grundtanke er at børn udvikler sig bedst i et stærkt børnefællesskab, som giver alle børn mulighed for at trives, dannes og udvikle sig. Som voksen i et NEST inspireret miljø har vi den helt grundlæggende tankegang at alle børn gør det bedste de kan, og lykkes de ikke, så er det os voksne der skal kigge på rammerne og hvad vi kan ændre, så barnet har mulighed for at lykkes.
Vi har stor fokus på klare voksen roller og et struktureret samarbejde helt ned i detaljen. Det giver både større arbejdsglæde da personalet kan lære og inspirere hinanden, samtidig højner det vores faglighed da vi sætter fokus på selv de mindste detaljer og tør arbejde og justere dem.
Vi kigger på hvad de enkelte børn har brug for, og oversætter det til hele børnegruppen. Det gør at flere børn har mulighed for at indgå i både store og små børnefællesskaber. Bl.a. er vi meget inspireret af NEST tankegang ift. visualisering og hvordan det gavner mange børn.
I vores indretning har vi fokus på at der skal være steder som indbyder til ro og giver børn mulighed for at tanke energi.